FAIR-TRADE TIDMan tager én skefuld tid, tilsætter to kilo sigtet tid og afrunder smagen med én prise tid. Tid af mærket "fair-trade" anbefales.
af Ele Bonde
Jeg investerer mine kræfter, du investerer din tillid.
Jeg giver dig mine skridt, du giver mig din stol.
Du giver mig dit ansigt, jeg giver dig mine spørgsmål.
Jeg giver dig mit ansigt, du giver mig din historie.
Jeg byder dig en ret af min sjæleføde, du tilsætter salt og deler retten med mig.
At komme på besøg
Det er ikke svært at komme på besøg. Det er lige så let som at tage plads i en gyngestol og lade roen falde på sig, som man gør i sådan en stol. Det billede har jeg lyst til at give mennesker med på vejen, som overvejer at blive besøgsven - hvor jeg dog samtidig er klar over, at det er en fremmed situation at besøge et menneske, man ikke kender. Derfor tog jeg to gyngestole på nakken og placerede dem på et for gyngestole fremmed sted: nede ved Viborgvej, på torvet eller i indkøbscentret. Mens jeg sad i den ene stol, ventede jeg på, om nogen ville sætte sig i den anden. Det er både let og mærkeligt for de forbipasserende, fordi stolen står et mærkeligt sted. Men så kan de, der vover det, jo altid gynge lidt, det hjælper. Mange smiler til mig. Og mange siger, at jeg sidder dér og tager det stille og roligt – som om det er misundelsesværdigt bare at give sig selv lov til at gynge lidt.
Men det gør vi i besøgstjenesten: vi giver os lov til at gynge. Og så er der endda én, der har budt os en stol. ”Jeg giver dig mine skridt, du giver mig din stol.” Er der nu nogen, der kunne finde på at sige, at jeg vender op og ned på perspektivet? At det jo ikke er den frivillige besøgsven, der skal hente sig et tiltrængt hvil hos en besøgsvært? Erfaringen har lært mig, at besøgsværten er meget følsomme i forhold til besøgsvennens motiver. De siger f.eks.: ”Du skal ikke komme her, hvis du ikke synes, det er sjovt eller hvis du ikke har lyst.” Det forstår jeg godt. Jeg kan ikke undgå at ligge andre til last ind imellem, men hvor er det vigtigt for mig, at den anden så kan lide at være hos mig. Vi ærer vores medmenneske, når vi kan lide at være sammen med ham eller hende. Det er sådan set den bedste gave, vi kan give til hinanden. Og det er ikke anderledes i besøgstjenesten.
Fair-trade tid 
Erfaringen har også lært mig, at det faktisk er sværere at blive besøgsvært – altså at bede om at få en besøgsven og tage imod vedkommende – end det er at blive besøgsven. ”Jeg investerer mine kræfter, du investerer din tillid.” Derfor er det vigtigt for mig, at vi som besøgsvenner er helt på det rene med, at den tid, vi tilbringer sammen med besøgsværterne, er ”fair-trade tid”. Dermed mener jeg, at vi både giver og tager imod, at vi så at sige giver os lov til at tage imod helt reelt – jeg kan også sige: med hjertet. At vi har lyst til at lære noget om livet, at vi er nysgerrige og ønsker at møde andre måder at leve sit liv på, at vi har lyst til at møde et unikt ansigt, og at vi også ønsker at komme med vores eget ansigt: ”Du giver mig dit ansigt, jeg giver dig mine spørgsmål. Jeg giver dig mit ansigt, du giver mig din historie.”
Fortælle livet på plads 
Det er oplagt at fortælle, når man sidder sammen og typisk nyder sin kaffe, det er især oplagt, at besøgsværten får rig lejlighed til at fortælle om sit liv. Og selvfølgelig fortæller besøgsvennen også – det må finde sin balance. Jeg under alle mennesker det store privilegium at have mennesker, der vil høre om det liv, man har levet. For jeg tror, at alle mennesker kan have glæde af at ”fortælle sit liv på plads”, som Erik Lindsø udtrykte det på Folkekirkesamvirkets årlige inspirationsdag for besøgsvenner. Måske kender vi mennesker, der fortæller og fortæller det samme, uden at det virker til at falde på plads. Kan man da som den lyttende give impulser til, at fortællingen kan nå nye himmelstrøg og jordestrøg?
Det hjælper at lytte som et barn, hvor hele ansigtet er et stort øre. Det kan hjælpe at forestille sig sit ansigt som et øre, hvis vi vil åbne vores sind for andres fortællinger. Et barns ører på en voksen, der også har livserfaringer. Det kan gøre os nysgerrige på en god måde. Og det gør ikke noget, at fortæller og lytter falder i staver ind imellem: ”Vil du fortælle mig om de steder, hvor du har boet? Vil du fortælle mig om din første skoledag? Vil du fortælle mig, hvordan du lærte at lave mad? Vil du fortælle mig, hvad der i tidernes løb har gjort dig virkelig glad? Vil du fortælle mig om noget, du har kastet dig ud i, som blev en kæmpe udfordring for dig?”
Jeg under alle at have nogen, der lytter. Derfor arrangerede jeg livsfortællingsgrupper som et tilbud for besøgsvenner: ”Skriv dit liv!” Først fortæller og siden skriver vi. Nogen skriver små erindringsfortællinger, andre skriver i store linjer. Nogen skriver for børnebørnene, andre for sig selv. Hvad alle indtil videre har givet udtryk for er, at ens ører bliver lidt modigere, og man bliver lidt mindre bange på den andens vegne, efterhånden som man har lyttet til en del livsfortællinger. Og så opdager man nye nuancer i sin egen fortælling, mens man fortæller eller skriver. I livsfortællingen kommer det ikke så meget an på at finde ud af, hvad der er sandt, men at blive forsonet.
Hånd i hånd med sorg og livsmod
De forskellige fortællinger, vi har i os, er sande på hver sin måde. At det forholder sig sådan bliver tydeligt, når vi engang har været i sorg og siden er kommet igennem det, for dér accepterer vi, at fortællingen forandrer sig efterhånden, som sorgen vendes til livsmod igen. Og dér er vi så enstemmigt enige om, at sorgens fortælling må forandre sig til en fortælling om livsmod på trods. I sorgens fortælling handler det om at fortælle fortiden ind i nuet. Livsmodet fra dengang ind i sorgen nu - og sorgen nu ind i det nye livsmod. Det er en fortælling på vej. Selv om vi må fortælle på plads, er den dynamiske og forsonende fortælling også altid på vej.
I besøgstjenesten titter sorgen frem alle steder, det bliver en naturlig del af samværet, og det er godt sådan. Men besøgstjenesten kan efter min mening ikke dække behovet. Sorgen er en stor del af vores liv, og siden vi ved, at vi må komme godt igennem en sorg, hvis livsmodet skal indfinde sig igen, undrer det mig, at kirkerne ikke har sorg- og livsmodsgrupper som et stående tilbud i hvert sogn. Hvorfor forholder kirken sig ikke til sorgen lige så naturligt som at give konfirmandundervisning?
Uden at jeg vil forsøge at svare på det, vil jeg dog sige, at det nok til dels handler om at have mod til at spotte frivillige rundt omkring i kirkerne, der kunne være med til at stå for en sorg- og livsmodsgruppe. Jeg tror, der vil være frivillige nok, hvis grupperne bliver forankrede i sognene og kommer i et flow, for det vil kunne ses og mærkes, at sorggrupperne er helt naturligt dynamiske. De kan blive et sted, hvor den tid, man tilbringer med hinanden, i hvert fald er fair-trade, fordi alle deler med hinanden. Og de kan blive et sted, hvor den dybe glæde har hjemme, fordi man ikke kan andet end ærligt tale om sin smerte. Der vil findes frivillige, er jeg sikker på.
Saltet til min tilberedte ret 
Men uanset hvad vi foretager os, vil jeg ringe på klokkerne for, at den tid, vi tilbringer sammen, må være det, jeg her har kaldt ”fair-trade tid”! Det er det bedste, vi kan gøre for hinanden. Når vi er sammen på den måde, er vi mindre alene, når vi er sammen. Deler vi fair-trade tid, vil der komme en masse tilbage til os selv: ”Jeg byder dig en ret af min sjæleføde, du tilsætter salt og deler retten med mig.” Det er min erfaring, at saltet til den ret, jeg tilbereder, har jeg ikke selv.
