Du er her: 
søndag05jan2020

Højmesse v. Morten Skrubbeltrang

søndag05jan2020 kl. 10:00 - 11:00

Velkommen til gudstjeneste! Efter gudstjenesten er du velkommen til at blive til en snak og en kop kaffe/te.

Helligtrekongers søndag

Tekstrække: Anden række

Denne hellige lektie skrives i Jobs Bog: Men visdommen, hvor finder man den? Hvor bor indsigten? Mennesker kender ikke vejen til den, den findes ikke i de levendes land. Dybet siger: »Den er ikke hos mig!« Havet siger: »Hos mig er den ikke!« Den kan ikke fås for rent guld og ikke betales med sølv, den kan ikke erhverves for Ofir-guld, for kostbare shoham-sten eller safirer. Hverken guld eller glas står mål med den, den kan ikke byttes ud med kar af det reneste guld, for ikke at tale om koraller og bjergkrystal; den, der har visdom, har mere end perler. Nubierens topas står ikke mål med den, den kan ikke erhverves for det pure guld. Men visdommen, hvor kommer den fra? Hvor bor indsigten? Den er usynlig for alt levende, selv for himlens fugle er den skjult. Underverden og død siger: »Kun rygtet om den er kommet os for øre.« Kun Gud kender vejen til den, kun han ved, hvor den bor, thi hans øje rækker til jordens ender, under himlen ser han alt. Dengang han gav vinden dens vægt og fastsatte havets mål, dengang han satte en grænse for regnen og banede en vej for tordenskyerne, da havde han visdommen for øje, tog mål af den, lod den træde frem og undersøgte den. Og til mennesket sagde han: »At frygte Herren, det er visdom, at holde sig fra det onde er indsigt.« Jobs Bog 28,12-28

Eller

* Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet, Herrens herlighed er brudt frem over dig. For se, mørket dækker jorden, mulmet dækker folkene; men over dig bryder Herren frem, hans herlighed viser sig over dig. Folkeslag skal komme til dit lys og konger til din stråleglans. Løft blikket, og se dig omkring: De samles alle og kommer til dig, dine sønner kommer fra det fjerne, dine døtre bæres ved hoften. Da stråler du af glæde, når du ser det, dit hjerte banker og svulmer, når havets skatte bringes til dig og folkenes rigdom kommer til dig. Kameler i mængde flokkes hos dig, dromedarer fra Midjan og Efa, fra Saba kommer de alle sammen, de bærer guld og røgelse; de forkynder Herrens pris. Esajas' Bog 60,1-6

Epistlen skriver apostlen Johannes i sit første brev: Mine kære, det er ikke et nyt bud, jeg skriver til jer, men et gammelt, som I har haft fra begyndelsen; dette gamle bud er ordet, som I har hørt. Og dog er det et nyt bud, jeg skriver til jer, det som er sandt i ham og i jer: mørket viger, og det sande lys skinner allerede. Den, der siger, at han er i lyset, men hader sin broder, er stadig i mørket. Den, der elsker sin broder, bliver i lyset, og i ham er der intet, som bringer til fald. Men den, der hader sin broder, er i mørket og vandrer i mørket, og han ved ikke, hvor han går, fordi mørket har blindet hans øjne. Første Johannesbrev 2,7-11

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Atter talte Jesus til dem og sagde: »Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.« Da sagde farisæerne til ham: »Du vidner om dig selv; dit vidnesbyrd er ikke gyldigt.« Jesus svarede: »Selv om jeg også vidner om mig selv, er mit vidnesbyrd gyldigt, for jeg ved, hvor jeg er kommet fra, og hvor jeg går hen; men I ved ikke, hvor jeg kommer fra, eller hvor jeg går hen. I dømmer efter det ydre, jeg dømmer ingen. Men selv om jeg også dømmer, er min dom sand, for jeg er ikke alene, men Faderen, som har sendt mig, er med mig. Og i jeres egen lov står der skrevet, at et vidnesbyrd fra to mennesker er gyldigt. Jeg vidner om mig selv, og om mig vidner også Faderen, som har sendt mig.« De spurgte så: »Hvor er din fader?« Jesus svarede: »I kender hverken mig eller min fader. Kendte I mig, kendte I også min fader.« Disse ord talte han ved tempelblokken, da han underviste på tempelpladsen. Men ingen greb ham, for hans time var endnu ikke kommet. Johannesevangeliet 8,12-20

Eller

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: ›Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.‹ « Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.« Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej. Matthæusevangeliet 2,1-12