Den tid, vi deler

Af Ele Bonde

Hvad er det for en tid, vi deler, når besøgsvært og besøgsven er sammen? Og hvad er "den rette" holdning til den tid?

Jeg og du
Jeg investerer mine kræfter, 

du investerer din tillid.

Jeg giver dig mine skridt, 

du giver mig din stol.

Du giver mig dit ansigt, 

jeg giver dig mine spørgsmål.

Jeg giver dig mit ansigt, 

du giver mig din historie.

Jeg byder dig en ret af min sjæleføde, 

du tilsætter salt og deler retten med mig.


At komme på besøg

Er det svært at komme på besøg? Det er lige så let som at tage plads i en gyngestol og lade roen falde på sig, som man gør i sådan en stol. Det billede har jeg lyst til at give mennesker med på vejen, som overvejer at blive besøgsven. Tænk, at du sætter dig i en gyngestol. 

Besøgstjenesten har to gyngestole, som jeg ind imellem tager med ud på steder, hvor mennesker kommer. Nede ved Viborgvej, på torvet eller i indkøbscentret. Mens jeg sidder i den ene stol, venter jeg på, om nogen ville sætte sig i den anden. Det er både let og mærkeligt for de forbipasserende, fordi stolen står et mærkeligt sted. Mange smiler til mig og siger ikke uden misundelse, at jeg sidder dér og tager det stille og roligt.

Det kan jeg godt lide. For det er, hvad vi gerne vil i besøgstjenesten: vi vil give os lov til at gynge hos dem, vi besøger. "Jeg giver dig mine skridt, du giver mig din stol."

Fair-trade tid

Hvad er sværest: at blive besøgsven eller at blive besøgsvært? Jeg tror det sværeste er at blive besøgsvært - altså at åbe sin dør for en besøgsven. Det kræver tillid. "Jeg investerer mine kræfter, du investerer din tillid." Hvordan kan vi som besøgsvenner imødekomme den tillid? Det gør vi bedst ved selv at tage imod. 

Nogen gange må vi gøre os det klart, at det er i orden at tage imod. Og at det er i orden, at vi har lyst til at lære noget om livet, at vi er nysgerrige og ønsker at møde andre måder at leve sit liv på, at vi har lyst til at møde et unikt ansigt, og at vi også ønsker at komme med vores eget ansigt: "Du giver mig dit ansigt, jeg giver dig mine spørgsmål. 

Jeg giver dig mit ansigt, du giver mig din historie." Det er det, jeg mener, når jeg lidt spøgefuld kalder den tid, vi deler, som "fair-trade tid".Jeg hører jævnligt besøgsværter sige: "Du skal ikke komme her, hvis du ikke synes, det er sjovt eller hvis du ikke har lyst." 

Det forstår jeg godt. Vi ærer vores medmenneske, når vi kan lide at være sammen med ham eller hende. Det er sådan set den bedste gave, vi kan give til hinanden. Og det er ikke anderledes i besøgstjenesten.

Fortælle livet på plads 

Hvad skal vi lave sammen, når vi sidder dér og typisk nyder en kop kaffe? Fortælle! Det er oplagt, at besøgsværten får mulighed for at fortælle om sit liv. Og selvfølgelig fortæller besøgsvennen også - det må finde sin balance. Jeg under alle mennesker det store privilegium at have mennesker, der vil høre om det liv, man har levet. For jeg tror, at alle mennesker kan have glæde af at "fortælle sit liv på plads", som Erik Lindsø udtrykker det. 

Måske kender vi mennesker, der fortæller om og om igen uden at det, der fortælles, virker til at falde på plads eller føre til en forsoning. Ofte er det, der da mangler, et menneske, der sætter sig ned og virkelig lytter og spørger nærværende.

Hvordan kan man forklare, hvordan det er, når man virkeligt lytter?

Det hjælper mig at tænke på et barn. Et barn lytter med hele sig selv. Ansigtet virker til at være et stort øre. Det kan hjælpe at forestille sig sit ansigt som et øre, hvis vi vil åbne vores sind for andres fortællinger. Et barns ører på en voksen, der også har livserfaringer. Det kan gøre os nysgerrige på en god måde. 

Vi kunne spørge: "Vil du fortælle mig om de steder, hvor du har boet? Vil du fortælle mig om din første skoledag? Vil du fortælle mig, hvordan du lærte at lave mad? Vil du fortælle mig, hvad der i tidernes løb har gjort dig virkelig glad? Vil du fortælle mig om noget, du har kastet dig ud i, som blev en kæmpe udfordring for dig?"

Hånd i hånd med sorg og livsmod

I besøgstjenesten lærer vi også at lytte ved selv at fortælle. Vi har et tilbud for besøgsvenner om at fortælle sit liv og måske at skrive noget ned. Vi kalder det "Skriv dit liv!". Først fortæller og siden skriver vi. Nogen skriver små erindringsfortællinger, andre skriver i store linjer. Nogen skriver for børnebørnene, andre for sig selv. 

Når vi fortæller på den måde, bliver vi både mindet om det svære og det gode. Og vi gør ofte den erfaring, at det er en udfordring at lytte til noget svært, ligesom det kan være det, når vi sidder sammen med besøgsvenner. 

Men mange oplever at få modigere ører og at blive mindre bange på fortællerens vegne, efter at have lyttet til en del livsfortællinger. Vores fortællinger forandrer sig, mens vi fortæller og mens vi har mulighed for at fortælle fortiden ind i nutiden. 

En nutidig sorg kan have brug for, at man kan fortælle et tidligere livsmod ind i den og nye drømme. Eller svære erfaringer fra fortiden må blive fortalt op i lyset, så de kan blive mindre truende.

Saltet til min tilberedte ret

Men uanset hvad vi foretager os, må den tid, vi tilbringer sammen, være det, jeg her har kaldt "fair-trade tid"! Det er det bedste, vi kan gøre for hinanden. Når vi er sammen på den måde, er vi mindre alene, mens vi er sammen. Når vi deler fair-trade tid, vil der komme en masse tilbage til os selv: "Jeg byder dig en ret af min sjæleføde, du tilsætter salt og deler retten med mig." Det er min erfaring, at saltet til den ret, jeg tilbereder, har jeg ikke selv.

Vi har altid behov for en besøgsven mere...

Hvis du går og tænker på, at du gerne vil gøre en forskel for et menneske - i ordnede og gode rammer, så hører vi gerne fra dig! Kontakt: Diakon Ele Bonde: 51 15 56 58.

Kontakt

Diakon Ele Bonde
Telefon:
5115 5658 (læg gerne en besked)
E-post:
diakon@haslekirke.dk
Træffes på kontoret:
​Viborgvej 158, Hasle kirke
Tirsdage kl. 10.00-12.00