Franz Schuberts Winterreise

Tirsdag den 30. januar 2018 kl. 19:00 i Sognehuset

Der strømmer en kulde fra musikken til Schuberts Winterreise om den unge mand, der  mister livsmodet, da han bliver forladt af sin kæreste. Han flakker omkring og ser sine kaotiske følelser spejlet i vinterlandskabet omkring ham. Schubert satte i 1828 musik til de 24 digte af Wilhelm Müller. I kraft af Schuberts geni, blev det et helstøbt mesterværk, som stadig i dag fortæller om tvivl, sorg, resignation, men også om at modnes som menneske og finde en vej. Aftenen indledes med en introduktion til værket af professor Søren Fauth.  

Medvirkende: 
Niels Bo Emgren, baryton
Lene Buch Rasmussen, flygel
Søren Fauth, introduktion

Koncerten er den første af fire indvielseskoncerter for det nye flygel, som vi gavmildt har fået skænket af Købmand Herman Sallings fond.


Kammermusik-koncert med Benedikter & John Damgaard

Fredag den 9. marts 2018 kl. 19:30 i Sognehuset

Det er en ære at kunne præsentere pianisten John Damgaard ved Hasle Sognehus' nye flygel. John Damgaard hører til blandt sin generations største danske pianister med en lang og spændende karriere bag sig. Han er født i 1941 og opvokset i Sdr Årslev (Brabrand). 16 år gammel rejste han til New York for at studere på Eastman School of Music. Senere i karrieren blev han docent i København og i 1984 hentet tilbage til Århus som professor ved Det Jyske Musikkonservatorium, hvor han underviste frem til 2007. Sideløbende hermed har han givet talrige koncerter og kurser i ind-og udland.

Ved koncerten i Hasle spiller han sammen med sin datter Benedikte, som er violinist med god gang i karrieren. De to indspillede sidste år CD'en "Mozart at Egeskov Castle" med violinsonater af Mozart, som vi skal høre uddrag af ved koncerten ligesom vi også får fornøjelsen af at høre John Damgaard solo.

Fri entré.

Koncerten er den anden af fire indvielseskoncerter for det nye flygel, som vi gavmildt har fået skænket af Købmand Herman Sallings fond.


Mira Kvartetten og Lene Buch Rasmussen

Søndag den 15. april 2018 kl. 19:30 i Sognehuset

”Hvis der fandtes en skala, der kunne måle forelskelse, ville Schumanns Klaverkvintet sprænge den til atomer” (Helge Baun Sørensen, DR P2). Kvintetten er skrevet på Schumanns nærmest maniske forelskelsestrip i 1841; det år han blev gift med pianistinden Clara. I Hasle skal vi høre Mira Kvartetten sammen med Hasles huspianist Lene Buch Rasmussen i dette hovedværk indenfor kammermusikken. Mira kvartetten kan snart fejre 20 års jubilæum. Igennem alle årene har den landet over begejstret et stort publikum med et eminent sammenspil båret af nerve og engagement. De fire strygere er alle koncertmestre eller solospillere i henholdsvis Aarhus, Aalborg og Odense Symfoniorkester.

Pressen skrev: ”Mirakvartetten besidder tilsammen en sublim fornemmelse for at skabe netop den ensembleklang, som får musikken til at røre og bevæge i hvert eneste sekund”.

Fri entré.

Koncerten er den tredje af fire indvielseskoncerter for det nye flygel, som vi gavmildt har fået skænket af Købmand Herman Sallings fond.


"Natten er så stille" - Sange af Weise fortolket af Mads Bærentzen

Tirsdag den 29. maj 2018 kl. 19:30 i Sognehuset

Mads Bærentzen har i en længere årrække været en af de mest efterspurgte danske jazzpianister. Han er denne aften på besøg i Hasle med sit solo-repertoire, der tager udgangspunkt i CD-en “Natten er så stille”, som indeholder nogle improviserede og arrangerede fortolkninger af en række sange skrevet af den danske komponist C. E. F. Weyse.

Der vil blive mulighed for at høre nye udgaver af bla. “Altid frejdig, når du går”, “Nu titte til hinanden”, “Den signede dag” m.fl. CD-en er en opfølger til den anmelderroste “Se, Nu Stiger Solen”, Bærentzen udgav i sommeren 2012, og musikalsk fortsætter han det lyriske, melankolske og inderlige udtryk, der gjorde den forrige udgivelse til en sand publikumstræffer. Undervejs i koncerten vil der ligeledes blive mulighed for publikum at synge med på nogle af de skønne klassikere.

“Jeg håber med denne musik at kunne bygge bro mellem den vidunderlige danske sangskat, Weyse i høj grad har været medvirkende til at berige, og det moderne jazzmusikalske og improviserede univers, der har sit udspring i såvel den amerikanske som den skandinaviske musiktraditon” – udtaler Mads.

Fri entré

Koncerten er den fjerde og sidste af de indvielseskoncerter for det nye flygel, som vi gavmildt har fået skænket af Købmand Herman Sallings fond.