Støtte og hjælp til børnefamilier

Hasle sogn er 'medejer' af Folkekirkens Familiestøtte. Det er et tilbud om støtte til forældre med børn i alderen 0-17 år. Folkekirkens Familiestøtte yder støtte til forældre, der har brug for støtte i hjemmet til at skabe bedre trivsel for deres børn. Målet med støtten til forældrene er, at børn skal trives godt i deres hjem.

 

Folkekirkens Familiestøtte

Stressede morgener, hvor alle kommer skævt ud af døren. Skænderier med teenageren. Børn, der næsten ikke er til at hive væk fra skærmen. Det er ikke nemt at være forælder. Og en gang imellem kan det være godt at have en udefra at sparre med om hverdagen i familien.

Ofte skal der faktisk ikke så meget til for at ændre de vaner eller dårlige mønstre, der gør, at hverdagen er svær, men det kan være svært selv at se, mens man står i det.

Haslesogn er medejere af Folkekirkens Familiestøtte, som støtter forældre, der gerne vil have en bedre hverdag. Støtten kan bestå af personlig sparring fra en forældreven eller via et kursusforløb.

Et nyt perspektiv på hverdagen

Er der noget i jeres hverdag, du gerne vil lave om, men ikke helt ved, hvordan du skal gribe fat i? Så kan Folkekirkens Familiestøtte være noget for jer.

Det er ofte små ting, der skal til for at skabe en stor forandring i hverdagen. Men det kan være svært at lave selv små ting om. Alle børnefamilier kan have brug for støtte, viden og værktøjer for at give familien en bedre hverdag. Vi kan støtte jer i at blive skarpere på de ting, I gerne vil have ændret, og på hvordan I kan føre dem ud i dagligdagen.

Det burde vi da selv kunne klare, tænker I måske. Men alle familier kan køre fast og have brug for at se tingene med andre øjne. Ligesom man kan have brug for en løbemakker for at få trænet.

Tilbud til børnefamilier

Du kan altid kontakte den lokale koordinator og få personlig sparring til udfordringer i familielivet. Derudover tilbyder Folkekirkens Familiestøtte velafprøvede forløb for børnefamilier:

Forældreven – En forældreven støtter jer i at skabe de forandringer derhjemme, som I ønsker. Det kan f.eks. være sparring omkring det gode måltid eller pligter. Det kan også være en voksen at tale med, hvis du er alene med børnene.

Plej jeres parforhold (PREP) eller Partjek – Et kursusforløb for jer, der vil styrke jeres parforhold til glæde for hele familien.

Vejen videre efter skilsmisse (KIFF) - Et kursusforløb for jer, der vil have viden og hjælp til at få børnene og jer selv bedst muligt igennem en skilsmisse.

Sunde skærmvaner i familien - Et kursusforløb for jer, der vil have sundere vaner omkring telefoner og tablets i familien.

 

Alle forløb er uden egenbetaling og tilbydes løbende i de områder, vi dækker. Du kan tilmelde dig på vores hjemmeside eller via den lokale koordinator.

 

Bliv forældreven

Som frivillig forældreven støtter du forældre i at skabe de forandringer i familien, som den lokale koordinator har aftalt med familien. Det kan f.eks. være det gode måltid, hvordan de kommer godt ud ad døren om morgenen, eller hvordan de får børnene til at hjælpe i familien.

Som forældreven står du ikke alene. Du kan altid trække på den lokale koordinator, og du bliver godt klædt på med viden, sparring og bliver en del af et fællesskab.

Som frivillig skal du igennem et godkendelsesforløb og et introkursus. Vi stiller ikke krav til din faglige baggrund, men går op i dine personlige evner og erfaringer. Du er rolig og god til at lytte, og du kan sætte dig ind i andres perspektiver.

Du aftaler med den lokale koordinator, hvilke opgaver du gerne vil hjælpe med, og hvor ofte det passer dig.

 

Kontakt din lokale koordinator

Helene Rygaard Jensen

Tlf.: 51 60 01 88

Mail: hrj@km.dk

www.folkekirkensfamiliestotte.dk

Lokal facebookside:  https://www.facebook.com/folkekirkensfamiliestotteaarhus/

 

Tilmelding til nyhedsmail: http://eepurl.com/cU4ba1

Koordinator Helene Rygaard Jensen

Mit navn er Helene Rygaard Jensen og jeg er koordinator for Folkekirkens Familiestøtte i Aarhus Vestre og Søndre Provsti. Jeg er mor til mine to dejlige piger på 2 og 5 år, som jeg har sammen med min mand. Af uddannelsesmæssigbaggrund er jeg pædagog og har gennem 7 år arbejdet i daginstitution, hvorigennem jeg har fået et grundigt kendskab til de aarhusianske børnefamilier og de forskellige udfordringer, som man kan møde. Derudover har jeg også en baggrund som projektkoordinator og ekstern konsulent i forskellige sammenhænge i mere end 13 år - herigennem bl.a. stor erfaring med at arbejde sammen med frivillige og hjælpe dem til at yde deres bedste, samt give løbede sparring og støtte i svære situationer.


Kirken har altid ligget mig på hjerte, og jeg er glad for at repræsentere vores Folkekirke. Folkekirkens Familiestøtte er en del af det diakonale arbejde i Folkekirken med det særlige perspektiv; at understøtte trivslen i børnefamilierne, hvilket er noget jeg brænder særdeles meget for. Jeg ønsker at lade alle folk vide, at det også er noget, som Folkekirken tilbyder. Jeg er vild med, at kirken i dag til stadighed i højere og højere grad, også med et fagligt afsæt, lader næstekærligheden og medmenneskeligheden være fundament for at tage et socialt ansvar i samfundet. Hvis nogen skulle have lyst til at vide mere om mig og/eller Folkekirkens Familiestøtte, så kom endelig forbi mit kontor i Brabrand Sognegård, ring til mig på 51 60 01 88 eller skriv en mail på hrj@km.dk