Du er her: 

Julerefleksion: Tilstedekomst

 /v Lars Buch Viftrup

Hold håbet op, og hold det udstrakt foran mig.

Her er en fremtid, her er liv, han er på vej.

 

Sådan lyder de første strofer af en ny adventssalme, og selvom det nu omsider er blevet jul, så vil jeg gerne indlede med disse ord. For er der noget, vi har brug for i denne tid, så er det håb. Det er langt tid siden, at vi som samfund har været udfordret så længe på nogle af de meget basale forhold i vores dagligdag, ikke mindst den sociale kontakt. En virus er kommet imellem os. Og vi skal holde afstand, social distancing. Og i længden, så tærer det på os alle sammen. Vi har brug for håb om, at en dag kan vi give hinanden håndtryk, high fives og krammere igen og slippe den usikkerhed, der opstår hele tiden: Kom jeg for tæt på? 

 

Længere nede i salmen lyder der en påstand om, at julen handler om tilstedekomst. Det er ikke et ord, vi bruger så tit, men jeg synes det er så stærkt et ord, tilstedekomst. At komme til stede. At ankomme til og insistere på at være et bestemt sted. Det har lidt af den samme betydning som nærvær, tænker jeg. Men tilstedekomst er mere komplekst. Det er både dynamisk: Der er noget, der kommer. Men det er også meget konkret, forbundet med stedet: At komme tilstede. At ankomme til sin destination. At finde mening med det, man laver. 

 

Håbet er i dag altafgørende. Det holder os oppe, når det er hårdt at leve med usikkerheden og afstanden og angsten. Men håbet er ikke flugt fra virkeligheden. Håbet holder os fast i at komme tilstede, også selvom vi skal holde afstand eller har mistet nogen, vi holder af. Julen handler om tilstedekomsten af et barn, der blev født under fremmede og utrygge omgivelser. I fortællingen om barnet i krybben lyder der et budskab om, at Gud er tilstede midt i alt det, vi oplever og kæmper med. Vores tilstedekomst er også Guds tilstedekomst. I håbet kommer vi tilstede sammen med Gud.

 

Mit ønske for julen er, at vi alle kan “holde håbet op” og komme til stede og fylde julen med glæde, hygge, nærvær og en oplevelse af, at vi ikke ønsker at være andre steder end lige netop der, hvor vi er. 

 

Glædelig jul!

Lars Buch Viftrup

 

Udpluk af salmen: Hold håbet op, Marianne Søgaard 2015

 

Hold håbet op, og hold det udstrakt

foran mig.

Her er en fremtid, her er liv, han er på

vej.

 

En julerose er en smuk, men ydmyg

blomst,

jeg tænker på et ord, det er:

Tilstedekomst.

 

Hold håbet op.

Stjernen viser vej.

Hold håbet op.

Mørket skjuler sig.

Hold håbet op.

Hold det foran mig.

 

Find hele salmen på YouTube.


 

 

Julerefleksion: Decembernat

v/ Morten Skrubbeltrang

 

Der er noget befriende i at læse salmer og evangeliet her til jul. Endelig er der noget, der ikke er farvet af den situation, vi står i lige her og nu. Endelig kan vi få lov til at tænke ud over begrænsninger, afsavn og nedlukninger. Julen er fuld af både gamle og nye ord, vi måske særligt i år kan have glæde af at dvæle ved. Der er masser af gamle salmer, der har meget at sige os, og som vi hvert år glæder os til at synge når det er jul.

 

Men også nye salmer har noget at fortælle os i juletiden. En af de nyere salmer jeg holder meget af er Decembernat. Den er skrevet af Iben Krogsdal og har melodi af Johannes Konstantin Neergaard, og så er den lige kommet med i den nye højskolesangbog. I salmen lyder det:

 

Decembernat. Engle slår vingerne ind

og lander forsigtig i menneskesind

de hvisker om barnet som stille blev til:

I nat kan I møde ham her, hvis I vil!

 

Med englenes budskab om en frelser, der blev os født blev der forsigtigt i vores menneskesind sået en spire. En spire af et håb, et lys, der kan sprede sig i livet og følge os ud af mørket. Vi synger ikke om englen, der den første julenat stod foran hyrderne på marken ved Betlehem og med hele Herrens herlighed strålende omkring sig forkyndte Jesu fødsel. Men derimod om englen, der lander forsigtig i vores menneskesind. Guds komme til jorden er ikke blot noget, der skal proklameres højt og tydeligt, men også noget, der skal vokse ind i os alle. For vi kan møde ham, hvis vi vil – vi skal være hans hjem. Guds fødsel forandrer ikke blot verden udefra, men forandrer os mennesker indefra.

 

I stuer, i kirker, i tanker, i år

ved sygehussenge hvor håbsengle går

skal Guds hånd i nat trække angststikket ud

og røre os stille, for julen er Gud

 

I juleevangeliet siger englen til os: ”Frygt ikke”. I salmen trækker Gud angststikket ud. Det handler om det samme. At lyset, der kom til jorden, kan oplyse også vores mørke sider og tider. At vi må mærke, at vi ikke er ladt alene i livet, at vi ikke skal klare alt selv, for Gud kan frigøre os fra angsten – han kan røre os stille. Gud kunne jo godt have valgt at komme til jorden i al sin pragt og med pomp og pragt. Men han kom som et lille barn. Han kom i stilhed, i al sin sårbarhed. Han kom for at være med os i glæde og angst.

 

Julen handler ikke om de rammer, vi har for fejringen af den. Og godt for det, for ellers kunne man frygte, at julen var aflyst i år, hvor så meget må være anderledes, end vi ønskede. Men julen handler om noget helt uden for rammen. Om det, der sprænger alle de rammer, vi kender til, alle de begrænsninger, vi kan sætte op for os selv. Julens budskab er, at vi fra den nat i Betlehem aldrig mere skal være ladt alene. At selv helt alene er mennesket to, som det poetisk formuleres i salmen.

 

I nat tør vi tro det, i nat tør vi tro

at selv helt alene er mennesket to

at barnet fra himlen skal vokse sig stort

det sted i os selv, hvor vi kommer til kort

 

 I nat skal vi tænde decembernatslys

og gyse af glæde og dele det gys

Kom, mærk det! Nu ryster den gamle planet

af julenatsfryd over det, der er sket!

 

Den gamle planet er blevet rystet i det seneste år. Og måske den stadig ryster en smule. Men lige nu er der noget andet på spil. Noget til glæde og til at dele. Gud kom til jorden og viklede sig ind i vores menneskeliv på en måde, som vi aldrig kan vikle os ud af. Så lad os for en stund glemme alle de andre rystelser og så glæde os over rystelsen af julenatsfryd.

 

Glædelig jul

Morten Skrubbeltrang

 

Salmen kan ses og høres på YouTube eller fra DRs morgensang 11. december 2020