At gå i kirke

Af Anne Marie Aagaard

De første kristne kaldte kirken for "vejen". Det nye Testamente fortæller om "dem, der hører til vejen - både mænd og kvinder". Der fortælles om at følge vejen og at kende vejen. "Vejen" kaldes også Guds vej eller Herrens vej.

"Vej" er billedsprog. Kirken er ikke en vej, men den er ligesom en vej. Vi giver os i kast med en vej. Vi følger en vej og regner med, at den fører til målet. Vi ser på kort og vejskilte for at holde os på vejen. Vi spørger os for hos andre, der har været på vejen før os.

Ingen mennesker fødes som kristne. Man bliver kristen. Man bliver kristen ved at følge vejen. Ved at høre sammen med Kristus og leve i tak til Gud og i omsorg for næsten.

Den kristne vej begynder med Jesus. Han kaldes Kristus, fordi vi genkender Gud i ham. Jesus Kristus siger: Jeg er vejen, sandheden og livet. Selv om vi har ondt i livet eller gør andres liv surt, behøver angst og ondskab ikke at bestemme os. Jeg deler mit liv med jer, siger Jesus. Mit opstandelsesliv. Følg mig.

For os begynder opstandelsens liv med dåben. Præsten tegner kors på barnets pande. Nu hedder det barn en kristen, og det deler livsvej med opstandelsens Gud. Sammen med alle de andre kristne må det så lære "at høre til vejen". Alle døbte, både voksne og børn, må lære at være kristne og være Guds kirke. Alle må lære, hvad det betyder at dele liv med dåbens Gud.

Det sker først og fremmest i gudstjenesten. I gudstjenesten får vi lov til at takke Gud for vores liv. Vi lærer Gud at kende. Gud får Kristi navn; kærlighedens navn. Gudstjenesten låner ord fra salmer og bønner til os, så vi kan få bedt vores næste om tilgivelse. I gudstjenesten lærer vi at anbringe al vores ubændige vrede over liv, der ikke lykkedes, hos Gud. Kun Gud kan bære den vrede. Det er ikke nødvendigt at tro på Gud for at komme til gudstjeneste. Men den, der kommer til gudstjeneste, udsætter sig selv for at komme til at tro på Gud og blive en kristen, der hører til vejen.

En kirke er døbte mennesker, der "hører til vejen". Ved at læse og høre de bibelske fortællinger som fortællinger om os og vores eget liv, finder vi ud af, hvad "følg mig" betyder. Ved at gøre ligesom kristne, der har gået vejen før os, får vi dem som vejvisere. Kirken er fuld af vejvisere. Det er mennesker, der viser hen til Kristus og den næste, der sulter og lider. Familie og venner kan være vejvisere. En præst. En salmedigter. En kristen, der tør kalde uret for uret og således lære andre, hvad det vil sige at sulte og tørste efter retfærdighed. En kunstner, der laver et kors, så vi studser.

Vejmærker hjælper med at holde retningen. Kirken kendes på sin trosbekendelse. Den er et vejmærke. Den er kirkens "korte ord", der sammenfatter de bibelske fortællingers "lange ord" om livets Gud. Trosbekendelsen holder kirken fast på, at den kristne Gud er himlens og jordens skaber. Den Gud har Kristi ansigt. Den Gud deler liv med os i dag. Derfor er det muligt "at høre vejen til" og leve dåbens anderledes liv. Kærlighedens og omsorgens liv. Kirken kendes på Fadervor. Den bøn er også et vejmærke. Den beder om, at Guds navn må blive helliget og Guds vilje ske. Også hos os. Også med os. Den beder om, at også vi i dag må være kirke og "høre til vejen".

Anne Marie Aagaard: Kirken - Vejen, Unitas Forlag 2003

Flere gode ord.