Æbletræet på kirkegården

På en af gravene på kirkegården i Hasle står et æbletræ – og her i overgangen mellem september og oktober hænger dér de flotteste røde æbler og lyser op. Til kirkekaffen i søndags var der ret stor uenighed om, hvorvidt det var spise- eller madæbler. Det er ikke så vigtigt – for de er røde og smukke. Og de sidder dér på træet som et slags modbillede på alt det, vi almindeligvis forbinder med en kirkegård. Altså som naturens stille protest mod en kirkegårds stilhed og livløshed. Farver og frugtbarhed midt i dødens have. 
Det underlige er, at æblerne midt i al deres frugtbarhed også forstærker et savn eller en tristhed. For som de hænger dér, vidner de om, at de varme og lyse timer er forbi. Æbler rimer på efterår. Frugtbarhed og forfald hænger sammen. 
Alt efter hvem vi er, formår vi at være taknemmelige over det, der har været, eller vi bliver sorgfulde over, at det nu er forbi. For de fleste af os er virkeligheden nok, at vi er begge dele på én gang. Taknemmelige og sorgfulde. 
Det er som et besøg på kirkegården, hvor de gode erindringer holdes i live – erindringer om liv, fællesskab og kærlighed. Erindringer, der udtrykker taknemmelighed. Men netop fordi taknemmeligheden fylder meget, så er savnet tilsvarende stort. For tilbage er jo netop kun erindringerne og minderne om ham eller hende, som var, men som ikke er her længere.
Æbletræet på kirkegården fik mig til at tænke på nr. 731 i salmebogen "Nu står der skum fra bølgetop", hvor det hedder, at vi her i oktober velsignes af sommerens sidste glød. Det kunne være gløden i form af de røde æbler på æbletræet. Eller den glød af gode liv og gode minder og erindringer, der strømmer os i møde fra de mange grave på kirkegården.

Her mellem modenhed og død
velsign os med den sidste glød
af jordens lyse sommer, 
og bryd så sindets frøskal ned, 
så alt i os er kærlighed
den nat, da kulden kommer. 

                       -Lars Busk Sørensen

Af Carsten Clemmensen, oktober 2013