Den nødvendige selvoptagethed

For nogen år tilbage polemiserede en biskop imod den selvoptagethed, som han mente, der kommer ud af alle de kurser i selvudvikling osv.,  der tilbydes. 
Han sagde blandt andet: ”Hele det der selvudviklingsprojekt kommer der ikke noget godt ud af. At folk skal kende sig selv er noget sludder. De skulle hellere kende andre.”  Selv om udtalelsen ikke er uden aktuel brod, så har den alligevel en fatal fejl. For han gør det at kende sig selv og at kende andre til modsætninger. Han stiller sig indenfor en efter min mening fejlagtig kirkelig tradition, der sætter næste-kærlighed og selv-kærlighed op,  så den ene er god og den anden ond. 
En anden kendt teolog har for eksempel sagt, at alle ord med selv- foran er af det onde. Men skulle for eksempel selverkendelse virkelig være af det onde? Der er talt alt for unuanceret om de ting. Og hvad værre er, det har medført megen uberettiget skyldfølelse. For ikke at tale om fromt hykleri. 
Jeg tror, at Gud har lagt sandheden om, hvem vi dybest set er, i ethvert menneskes hjerte. I hjertet af alt levende. Og også en længsel og en uro efter at være og stadigt udfolde os, som dem vi er skabt til at være. Nemlig et barn af Gud. Et ønskebarn. Grundlæggende ønsket og villet og elsket og sat ind i verden af den hellige skaberkraft, der hele tiden skaber nyt, drømmer nyt og vil udfolde sig. 
Den nødvendige selvoptagethed strækker sig mod denne livgivende kraft. Kommer fra den. Og længes efter den. Ligesom den længes efter varmt og meningsfyldt og nærende fællesskab med andre.

Af Berit Schelde Christensen, 2013