Det som tæller

Af Carsten Clemmensen

Det er ikke alt, som kan tælles, der tæller. Og modsat: at noget ikke kan tælles betyder ikke, at det ikke tæller.  Det er lykkeligt, at der ikke er et nødvendigt sammenfald mellem det, der kan tælles og det, der tæller. Hvis det var sådan - at alene det, der kunne tælles, talte - så ville mit liv kunne beskrives i et regneark.

Et regneark kan bruges til mange fornuftige ting. Men et regneark har også sine begrænsninger. Det kan nemlig ikke tælle det, der virkelig tæller.

Når jeg engang bliver 70 år vil et regneark fodret med de rette tal og data sikkert kunne beregne, om jeg har været en gevinst eller en belastning for samfundet.

Men fordi regnearket kun tæller det, der kan tælles, har det ikke sans for andre værdier end dem, der kan udregnes. De værdier hedder produktivitet og effektivitet. Det er fristende værdier. Det er en gammel erfaring, at det bedste værn mod fristelser er bøn. I en bøn formuleret, da regnearket endnu var en fjern fremtid, hedder det: Gud Fader i det høje, lær mig at skelne nøje det sande fra dets skin. I 2014 - i regnearkets århundrede - skulle bønnen måske lyde: Gud Fader i det høje, lær mig at skelne nøje mellem det, der tæller og det, der kan tælles!

Som de fleste andre vil jeg gerne være en gevinst og bidrage til plussiden i det store samfundsregnskab. Men allermest drømmer jeg om, at jeg må vise mig som en gevinst i det regnskab, hvor alt det tæller, som ikke kan tælles.