Ét er nødvendigt

Som mennesker kan vi nogle gange forsøge at slippe af med os selv. Eller med noget af os selv. Vores svagheder, skævheder, det mislykkede og det, vi skammer os over. Så prøver vi at flygte fra os selv gennem aktivitet og hårdt arbejde. Eller gennem det modsatte - ved at synke hen i passivitet og bedøve sind og sanser. Men det ender oftest i fortvivlede forsøg, for i sagens natur er det jo umuligt at slippe af med sig selv. Fortvivlet ikke at ville være sig selv, som Kierkegaard kalder det. Han kalder det sygdommen til døden.

Den norske digter Hans Børli skriver om en anden vej end den at flygte fra sig selv. Nemlig at vove at gå den stik modsatte retning og prøve at finde tilbage til sig selv og tage bolig i sig selv. At gå ind i mørket og pudse soden af lampen. Håbe på, at lyset ikke er gået ud, selv om det kan være svært at skimte det bag sløret af bekymringer, forstillelse eller afstand, som har lagt sig over vores blik. Og så lade lyset skinne. Acceptere de betingelser, der nu engang er for at være menneske. Og turde tro på, at der er en mening og et mål med livet. Sådan kan man komme hjem til sig selv. Være til stede og nærværende og bo i sin krop og i sit liv på en måde, så andre kan mærke, at der er nogen hjemme.

Det beboede blik ligner ikke det, der overfladisk stråler imod os fra julereklamerne i denne tid. Det beboede blik er et blik, der kender til tilværelsen med det hele – på godt og ondt, og som vover at forholde sig til det hele. Det er et blik, som lyser for andre og viser vej. Ikke mindst børnene og de unge har brug for at møde voksne mennesker med beboede øjne. Øjne, der ser dem og ser på dem på en måde, så de får tiltro til andre, til sig selv og til livet.

Hans Børli har lånt titlen på sit digt fra Jesus. Ét er nødvendigt, siger han et sted til den travle søster Martha, som knokler rundt for at tage sig af gæsterne, da Jesus kommer på besøg. Hendes søster Maria har bare sat sig ned for at høre, hvad Jesus har at sige, og Martha er godt knotten over, at han ikke beder Maria hjælpe til. Kære Martha, siger Jesus så. Du bekymrer dig om alt muligt. Men der er kun én ting, der er nødvendig. Maria har valgt det rigtige, og det må du ikke tage fra hende.

Midt i al travlheden, uroen og vores rastløse aktivitet for at holde livet gående - eller for at holde livet på afstand - er der én ting, det er nødvendig for os at høre! Og det er, at nede på jorden og i et lille menneskebarns krop tog Gud selv bolig. Gud gik ind i mørket og pudsede sodet af lampen. Med det kom der en stor, grænseløs velsignelse ind over menneskelivet. Menneskekroppen er med alt, hvad den rummer, velsignet. Vi kan have til huse i os selv, fordi vi får at vide, at vi er elskede, som vi er. Det betyder, at alt, hvad der findes i os, er rummet af Gud. Også mørket i os og det, vi skammer os over og ønsker at flygte fra. Det er ikke noget, som ikke burde være der. Måske er det nærmere noget, som i sig gemmer meget vigtige informationer om, hvad det er vi dybest set længes efter og savner. Hvem vi er i grunden.

Måske vi kan bruge den mørke og mere indadvendte tid på året til at grunde over det. Give tid til eftertanke og til at lytte indad. Hvad længes du efter? Hvilken længsel ligger bag den nedtrykthed og tristhed, som kan indsnige sig i de mørke måneder? Hvilke længsler ligger bag din uro eller rastløshed? At holde mørkning er et begreb, som kendes fra gammel tid her i Norden. At holde mørkning er at sidde i skumringstimen i det tiltagende tusmørke uden at tænde lys, mens aftenen falder på. Give slip på alle dagens eller aftenens gøremål og bare være. Lade tankerne tage de baner, de selv vil. Det kan være næsten magisk.

Jeg tror, at hvis vi en gang imellem finder tiden og rummet til det og tør give slip, vil kroppen og tankerne og følelserne selv vise os, hvad det er, der er virkelig nødvendigt at give opmærksomhed. Hvor lampen skal pudses, for at lyset i vores øjne kan skinne klarere.

Ét er nødvendigt 
Ét er nødvendigt - 
her i denne vor vanskelige verden 
af husvilde og hjemløse: 
At tage bolig i sig selv. 
Gå ind i mørket 
og pudse sodet af lampen. 
Sådan at mennesker på vejene 
kan skimte lys i dine beboede øjne,.

 

Berit Schelde Christensen, december 2012