Fællesskabet af de uenige

Af Carsten Clemmensen

Der er få steder, man kan skændes mere højlydt end i Folkekirken. Det kan i længden være ret trættende, men samtidig er det også befriende. Lidt ligesom i et ægteskab, hvor et skænderi kan rense luften, og hvor man bagefter opdager, at det at elske er at rumme et andet menneske, der er skræmmende forskellig fra én selv. Det lyder vildt, men kærligheden lever også af skænderier og bagefter ved man, at der kun er én ting, der er værre end konflikter og det er konfliktskyhed. Hvor der er uenighed, er der liv!

Folkekirken er ikke et meningsfællesskab, men derimod et fællesskab af mennesker med rigtig mange forskellige meninger. Det er sjældent kønt at se på, men langt at foretrække fremfor et fællesskab båret af ja-sigere, nikkedukker og strømlinet management.

Folkekirken er ikke et aktieselsskab, men et fællesskab, der – når det er det mest livskraftigt – består af mennesker, der er uenige om det meste, ikke ligner hinanden og måske ikke engang bryder sig om hinanden, men alligevel er fælles. Men det er heldigvis ikke forbudt at holde af hinanden. Folkekirken er fællesskabet af de uenige.

Jeg drømmer om en kirkebænk befolket af tre hattedamer, en fræk konfirmand, en enkemand, en bankrøver, to have-entusiaster og en professor i uddøde sprog. Jeg ved, at det en en drøm, og at den sikkert aldrig går i opfyldelse, men drømme vil jeg: om et fællesskab af de uenige og de forskellige. Det ville være en kirke for virkelige mennesker – for alle, der stritter, har kanter og underlige meninger. En kirke for dig og mig.