Fyrre dage i kedsomhed

Midt i februar begynder fasten. Engang tog man det ret alvorligt og kunne i en periode hvert år nøjes med groft brød og fisk. Det var den daglige menu i den 40 dage lange fastetid. Men selvom det er mange år siden, at kristne mennesker fastede på den måde, så klinger det alligevel helt moderne og nutidigt. Nærmest som en slankeguide anno 2013 eller et godt råd fra Vægtvogterne. 
Det giver derfor ingen mening at genoplive fasten i en form, der for længst er blevet overhalet både inden- og udenom af slankeindustrien. For man faster ikke for at smide overflødige kilo. Man faster for at lære sig selv bedre at kende. Og hvor lærer jeg mig selv bedre at kende end dér, hvor det er ubehageligt at være? Hvor det måske endda gør ondt og kræver afsavn, og hvor jeg skal vise mod, selvdisciplin og vilje? Det er i de situationer, det viser sig, hvem jeg er, og hvad jeg rummer. 
Jeg vil derfor forslå, at vi i løbet af de næste fyrre dage har modet til at kede os. At vi bare indimellem lukker ned for den daglige dosis af alt det, der bare vil underholde og distrahere, og som vi flygter ind i for at undgå at møde os selv. "Afled mig og distraher mig – og jeg slipper for mig selv." Det er sådan det er!
I kedsomheden er det anderledes. Her må jeg forsage alle afledningsmanøvrer og al distraktion og i stedet konfronteres med en stilhed, der måske viser sig både at rumme rastløshed og ubehag. I kedsomheden bliver der plads til de tanker, jeg helst vil være foruden, og som det kræver mod at tænke. Det er et møde med det, jeg normalt flygter fra. Og det er modet til at se det i øjnene, som jeg plejer at undgå. 
Det er ikke altid rart at møde sig selv. Men der er ingen vej udenom. Hvis man vil være sig selv. Et menneske. En person.

 

Af Carsten Clemmensen, februar 2013