Hyldest til sofaen

af Berit Schelde Christensen

Jeg fik først en rigtig sofa i en alder af 33 år. Med "rigtig" mener jeg sådan en sofa, som er lang nok til, at man kan lægge sig i den og slappe af - og blød og rar og indbydende. Indtil da havde jeg haft en lillebitte topersoners pyntesofa fra mine bedsteforældres tid. Med træarmlæn og hårde fjedre – en gennemført uafslappet sofa, som jeg havde flyttet rundt fra den ene lille lejlighed til den anden, men praktisk talt aldrig siddet i.

Jeg husker min store sofa-længsel som et behov for et sted, hvor jeg kunne koble af og give slip. Som et "hjem" eller en båd eller en redningsplanke, om man vil. Hvor jeg kan være i sikkerhed fra alle ydre storme og krav og opgaver for et stykke tid. Lidt ligesom hvis jeg sad på soldækket på et krydstogtsskib, selv om der reelt set bare er kaffe i koppen og TV-avisen på skærmen. Men sofaen er også stedet, hvor jeg kan flyde med og overgive mig til de indre storme. Drevet derhen af kampe, som er usynlige udenpå, men som truer med at besætte alt for meget af mit liv. Opslidende kampe, hvor jeg både er offer og gerningsmand.

For gennem årene med egen, rigtig sofa har den givet rum til lidt af hvert. Undertiden har den været det sted, hvor der blev plads til at mærke mismodet eller fortvivlelsen eller selvforagten, så jeg nærmest måtte klamre mig til den for ikke at blive kastet af. Til andre tider har sofaen været mit helle og mit meditationssted, hvor roen kunne sænke sig stille og stærkt og forunderlig. Eller sofahvilen åbnede for en legende og let bevægelse, hvor lyst og idéer og glæde sivede ind i kroppen og katapulterede mig videre.

Doven
Alligevel er det med en vis bæven, at jeg vover at komme med en hyldest til sofaen. For tænk hvis nogen skulle tro, at jeg er doven! Det er en skræmmende tanke. Det er som om, at det er en af vores tids største synder. At man er doven og ikke vil tage sin tørn i samfundets hamsterhjul. Måske er det derfor, at hvilen har fået et dårligt ry. Vi beder om undskyldning for den. Vi forsvarer den som om, den var en forbryder. På trods af at stress er blevet alt for almindeligt hos både børn og voksne og uro og bekymring præger os som aldrig før.

Men med Vorherres egen hånd i ryggen vover jeg alligevel pelsen og hylder hvilen og sofaen. For han gjorde det altså selv! Han hvilede. Ifølge den bibelske skabelsesmyte hvilede Gud på den syvende dag, efter at have skabt himmel og jord og alt hvad der er derpå. Og det var jo egentlig heller ikke så lidt. Gud så, at det var godt – og så hvilede han. Hviledagen var ikke bare en pause i skaberarbejdet. Den var simpelthen kronen på værket. Vi bruger myter til at forklare oprindelsen af noget, som ikke er "ting". Og udover at prøve at forklare verdens og tilværelsens mysterium, så fortæller skabelsesmyten, at hvile ikke bare er en nødvendig del af skaberværket. Nej, hvilen er god. Den er hellig. For den er med til at hele os og til at hele verden.

Har du lyst til at få mere inspiration til at hvile dig, har den svenske præst Tomas Sjödin skrevet en bog, der også er blevet en bestseller herhjemme. Den hedder Det sker, når du hviler.

Her et citat:
”Lægger man den tanke – at der sker noget, når man hviler – som et filter over forskellige situationer, opdager man snart, at den har fat i noget vigtigt. Så længe man fastholder det krampagtige greb om noget, hæmmer man udviklingen. Det kan handle om noget så uvæsentligt, som at man har glemt et navn eller har forlagt et par vanter, eller det kan dreje sig om problemer og udfordringer på arbejdet. Men det kan også handle om kærligheden. At elske er at undlade at holde fast, at elske er at åbne sine hænder. At elske er at give slip og se, hvad der sker. Hvilen er en bro til muligheden. Det, der sker, når man hviler, sker ikke, hvis man undlader at hvile. Jeg tror på, at det har at gøre med tilliden til kræfter, der er større end mine egne, og at hvilen dybest set handler om at fortsætte med at være et levende menneske.”
  
Tomas Sjödin, Det sker, når du hviler, Boedal, 2014