Kære 2015

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har mange forventninger til dig. Noget af alt det, jeg ønsker mig af dig, løb igennem hovedet på mig, da jeg til lyden af Rådhusklokker og kanonslag mødte dig første gang. Eller det er måske så meget sagt, at det var dig, jeg mødte – det var i virkeligheden kun de første sekunder af dig, jeg stiftede bekendtskab med. Men det var gode sekunder. Det var et godt møde. På den måde har jeg al mulig grund til at være rimelig fortrøstningsfuld, hvad angår dig og mig.

Men du skal vide, at der har været andre før dig. Det har ikke altid været lige heldigt. Uden at ville hænge nogen ud, så håber jeg ikke, at du bliver som 2009 eller endnu værre: 2007! Det er alt sammen fortid, kan du sige, men her nogle dage inde i januar er det som om, at jeg alligevel ikke helt kan løsrive mig fra dem, der var før dig. Du ved, gammel kærlighed ruster ikke. Næsten uanset hvor gustent det var.

Og samtidig er jeg begyndt at tvivle på, om du kan indfri mine mange forventninger til dig. Du er trods alt bare 2015 og ikke 2020. For ligesom der var andre før dig, kommer der forhåbentlig også andre efter dig.

Men kære 2015: jeg glæder mig til at lære dig nærmere at kende. Og jeg håber, at når du og jeg skal skilles om et års tid, at vi så kan se tilbage på nogle måneder sammen, som ingen af os ville have undværet. At jeg også til den tid kan takke Ham, jeg prøver at huske at takke og bede den bøn, som jeg engang har lært af en berømt digter:

 

Et år mere, Herre!

Jeg ved ikke hvordan jeg skal takke.

Et år af sorger og glæder,

nærheder og ligegyldigheder,

opladthed og nød.

Et år nærmere min død.

 

Med venlig hilsen

Carsten