Manden med macheten

Jeg ville se film søndag aften, men grundpakken i YouSee ledte hurtigt min opmærksomhed mod min dvd-samling. Men de film har jeg jo set mindst én gang, så det endte med Blockbuster. Jeg faldt over en 'Book of Eli', som jeg kan huske, nogle af mine venner havde skrevet om på Facebook og kombineret med en mandshøj papfigur af Denzel Washington med en kæmpe machete og ordene ?postapokalyptisk Amerika? i beskrivelsen bag på coveret, var valget klart. Hjem i dvd-afspilleren med den, og så går det ellers løs i to timer med afhugning af lemmer, anarki og kannibalisme, sideløbende med et håb om, at hr. Washington og hans unge følgesvend klarer skærene.

Uden at afsløre for meget, går filmen ud på, at Eli (Denzel Washington), vandrer vestpå i en verden, hvor Jorden stort set er gået under efter en (atom)krig. Han har fået et kald om, at han skal bringe den sidste Bibel i verden vestpå, og han lader sig ikke stoppe af hverken kannibaler eller en grisk, selvbestaltet leder, der vil bruge Biblen til at få magt og kontrol over så mange mennesker som muligt.

Da filmen er slut, sidder jeg tilbage med et indtryk af, at jeg har forstået filmen helt fint, og budskabet egentlig ikke kunne være tydeligere, selv hvis det blev skåret ud i pap: Biblen er en magtfuld bog, hvis ord ikke skal bruges til styre og regere med for regeringen og styringens skyld ? den skal samle folk om en tro. Jeg går tilfreds i seng, for budskabet er modtaget, forstået og lagret. Men et par dage efter gjorde jeg det, man ikke skal gøre med Hollywood-film - jeg tænkte over den. For hvorfor var det lige jorden gik under? Det var noget med, at folk efter krigen gav Biblen skylden og brændte alle eksemplarer. Men hvad giver så Eli, en mand, der ikke engang kan huske, hvor gammel han er, ret til at slå adskillige mennesker ihjel på sin færd for at få genoptrykt bogen, der forårsagede Dommedag?

Jo vist så det fedt ud, da Denzel Washington huggede armen af en skurk, men logisk set giver det ingen mening. Alligevel giver vi ham lov til det, for vi vil jo gerne, at det gode sejrer til sidst. Og så kan man spørge sig selv, om det gode er indlejret i os som mennesker, eller det er noget vi har taget til os, eksempelvis gennem Biblen? Vi vil gerne hjælpe det gode på vej, og det gode vil gerne finde vej, og så længe det hænger sammen på den måde, så er der forhåbentlig ikke nogen risiko for, at vi vågner op til en verden som Eli går rundt i.

Morten Christoffersen 
oktober