Når bjerge flytter troen

Tro kan flytte bjerge, lyder en gammel talemåde. Og det afspejler vores erfaring af, at små og store udfordringer lykkes bedre for os, når vi tror på, at vi nok skal klare situationen. Første spring ud fra tre-metervippen, en stor eksamen, at blive forældre eller få nyt job. Det er en fantastisk, når man oplever og magter noget, man ikke troede muligt. At man kan mobilisere kræfter til at flytte små og store bjerge - eller i det mindste jævne vejen, så den bliver fremkommelig.  Og hører vi til dem, der kan finde på at bede en bøn, når et stort bjerg tårner sig op, så kan vi også tænke, at det var troen, der hjalp os.

Men når det så er sagt, så har de fleste af os også erfaret, at det bare ikke altid er sådan, at troen kan flytte bjerge. At der er svære situationer, hvor hverken vores bønner eller vores vilje hjalp. Bjerget var simpelthen for stort. En kronisk sygdom, et tab af nogen eller noget, som var med til at gøre os til dem, vi var. Bjerget rokker sig ikke en millimeter, men i stedet åbner der sig et stort sort hul. I sådan en situation kan det være, at det er vores syn på livet eller vores tro, der flytter sig. Måske mister man troen på Gud og tilliden til fremtiden. Eller måske finder man den på nyt og på steder, man aldrig havde troet mulige. Måske finder man ud af, at tro er noget andet, end man troede. Noget som bærer, noget som virker. At tro er noget, man er og ikke noget, man har. Og at bjerge og tro er noget, der gensidigt flytter hinanden.

Af Berit Schelde Christensen, januar 2014