Nyt liv kan begynde her!

Har du nogensinde set en vintergæk dybt i øjnene? Hvis du skulle komme forbi en på din vej, så pluk den og prøv at folde kronbladene ud ganske forsigtigt. Og se. I midten lyser en gul påskesol. Og ud fra den stråler tre forårsgrønne hjerter. Fine og sarte som var de malet på skrøbeligt porcelæn.

Om vi lægger mærke til vintergækkerne eller ej, så står de der troligt år efter år og forkynder om livets og påskens mysterium. Hvordan nyt liv opstår og bliver til og baner sig vej gennem det døde. Gennem den kolde og sorte jord. Gennem bitterhedens hårde skal. Gennem den umulighed som truer med at spærre livet inde.

For livet vil ikke spærres inde! Livet vil gro og sætte frugt – livet vil tro og håbe og elske.

Det fine grønne hjerte i vintergækkens dyb afspejler vores. Med sin lysende grønne farve maler det kærlighedens håb på vores livs hvide vægge. Kraftfuldt og sårbart på én gang. Det er Skaberens egen hånd, der maler. Han maler sin kærlighed, der er stærkere end døden. Maler billeder af nyt liv og nyt mod. Billeder af tilgivelse og forsoning. Han maler broer til andre mennesker. Han maler den nye mulighed. Glædelig påske!

Berit Schelde Christensen, marts 2016