Plageri tilladt

”Lad være med at plage!” siger man til ungerne, når de sætter kraft og fantasi ind på at bevæge verden i den retning, som de ønsker den skal gå. I retning af en ekstra kage for eksempel. For plageri er ikke særlig velopdragent, og det er irriterede.

Men som sædvanlig så forholder det sig nærmest omvendt set med Jesus øjne. Han belønner tit dem, der plager, og ikke mindst dem, der plager på andres vegne. Plager om helbredelse eller om fællesskab og nye livsmuligheder. For der er tro i at plage. Der er liv og der er kraft og der er mod. Der er åbenhed for, at verden er god og at den kan bevæges. Og der er tillid til, at den, man plager, har magt til at opfylde bønnen.


Børn plager dem, som de hører sammen med, og som de forventer sig alt godt af. Deres forældre. Eller en god lærer. Når børn eller voksne beder til eller plager Gud, er det på samme måde – en bekræftelse af relationen, fordi vi venter alt godt af Gud. Plageri er en bekræftelse af troen og håbet på, at der er en magt bag det forunderlige og foruroligende skaberværk, som lader sig bevæge i livets retning. En livsmagt der kan bygge farbare livsveje hen over de kløfter af håbløshed eller sorg eller afmagt, som man ikke selv magter at forcere. En Gud, der vil og kan gøre alting nyt. 

Berit Schelde Christensen, 2015