Rum med muligheder

For et par måneder siden var der en vittig hund, der på plænen lige foran Hasle kirke plantede et skilt, hvor der stod: Til Salg! Ingen købere henvendte sig og man kan også tænke, om der overhovedet er nogen, der ville have lyst til at købe Hasle kirke?

Tja – der er da muligheder. For storfamilien er der masser af siddepladser, for den musikalske køber medfølger et fantastisk musikinstrument og for den, der gerne vil bo lidt liebhaver-agtigt, sætter kun fantasien grænser. Tænk bare på hvilke spændende muligheder, der er i døbefonten. Jeg nævner bare: fuglebad, håndvask, blomsterkumme eller salatskål. Eller prædikestolen: med lidt fingersnilde kunne den omdannes til en hems eller en sofa.

Men ikke mindst ville man som køber foruden kirkebænke, prædikestol og dåbefont blive indehaver af et rum med dette svært forklarlige fænomen, som vi kalder for ånd. Ingen kan være i tvivl om, at der i en kirke er et nærvær af noget, som hverken kan ses eller høres. I næsten 1000 år har mennesker sunget, bedt og lyttet til evangeliet i Hasle kirke. Sådan noget sætter sit præg! 

Jeg hørte engang en kunstner fortælle om en kirke, han havde udsmykket. I den ene side af kirken havde han placeret en stor bronzefigur, som lignede alting – og ingenting. Altså, en stor klump blankpoleret bronze med nogle kanter. Og det var det! Alle havde selvfølgelig spurgt, hvad i alverden meningen var – hvad skulle det forestille?

Og han svarede hver gang, at det vidste han heller ikke, men han regnede da med, at der i det rum – altså i kirken – ville ske ting og sager, der hen ad vejen ville forme den her klump blanktpoleret bronze til noget meningsfyldt. Der ville jo være et fællesskab af mennesker, der bad, sang og lyttede til evengeliet – og det skulle alt sammen være med til at forme den her figur. Og en dag ville alle kunne se, hvad det forestillede. 

Overfor det svar kan man tænke to ting: her er en kunstner, som virkelig har taget både menighedsråd og præst ved en vis legemesdel og som på en halv formidddag har skåret lidt en klump blankpoleret bronze, kaldt det kunst og scoret kassen.

Eller: her er en kunstner, som virkelig har fattet, hvad tro er og hvilke kræfter, der er i kristendommen. Som havde forstået, at der hvor ånden er, er der så stærke kræfter på spil, at selv en klump blankpoleret bronze må indrette sig.

Han kunne også have sagt det på en anden måde: At det er det usynlige, der giver det synlige form. At det er det, vi ikke kan se, der bestemmer, hvad det er, vi kan se.

Hasle kirke står stadig på bakken og bliver brugt til det, den blev bygget til, nemlig at være kirke. Et sted, hvor det er Gud selv, der skaber liv mellem de tykke mure. Døbefonten er ikke endt som salatskål, men er stadig det sted, hvor det synlige møder det usynlige, hvor vand møder ånd og og hvor små synlige børn bliver taget imod af den usynlige Gud. 

Carsten Clemmensen