Tanker ved Allehelgen

November måned, den sidste måned i efteråret. De smukkeste løv i alle farver kæmper en sidste kamp for at være en del af træet og dermed være levende, ikke vissent og dødt. Et blad er unikt, helt fra begyndelsen, når det som en lille og spæd knop kommer til live og folder sig ud på træet i en sprød, uskyldig farve, der næsten blænder med sin kraft og lysstyrke. Der hænger det, nyt og sprødt, og sammen med alle de andre blade, danner de den krone, som vi ser som et træ. Vi glæder os over, at der atter er liv. Vi bliver mindet om håbet og lyset, der er i alt levende. Vi ser fremad og lægger planer for alt det, vi skal nå i de lyse timer, som kalder på os og nærmest kræver, at vi skal være aktive og glade. På samme måde minder efteråret og træernes løvfald os om det, der har været. Det er ikke et goddag, men et farvel, og selvom vi ved, at der atter igen kommer nye blade på træerne om nogle måneder, så er det ikke de samme blade. Det er nogle nye, der vil skabe liv omkring os. Der er en form for vemod over det. Men midt i dette vemod findes den største skønhed i bladets sidste tid. Det viser sin karakter, styrke og dybde, dets liv er nærmest smukkest nu, når det står for at skulle forlade træet. Så ligger det pludselig der på jorden, stadig med den kraftige farve, og vi kan endnu kan huske, hvordan det var, da det hang der på sin gren. Men som tiden går, bliver det brunt og tørt for til sidst at forsvinde og blive til et med mulden. Bladet bliver til et minde, som vi kan fremkalde for vores indre blik. Der kan det atter blive levende og gøre os varme om hjertet, vi kan trække på smilbåndet over de oplevelser og sansninger det gav. Det er det fantastiske og forunderlige med os mennesker, at vi har evnen til at erindre og genkalde det, der ikke længere er. Vi erindrer en duft, en farve, en lyd eller følelse og bliver fyldt op af det, ligesom dengang vi oplevede det i virkeligheden. Sådan kan vi også erindre de nære og kære, der ikke længere er iblandt os. 

Det får mig til at tænke på en samtale, vi havde til et personalemøde i Hasle kirke. En af kirkens gravere fortalte om, at man nogle steder i Sverige var begyndt at sætte navneplader op på et stykke træ ved de ukendtes grav. I den forbindelse talte vi om, at ingen mennesker er ukendte, og at der ikke burde være noget, der hedder de ukendtes grav. Alle menneskers liv har været bevidnet af nogen og er kendt af Gud. De har haft et navn og har levet i en bestemt periode. Samtalen berørte mig, fordi min mor ligger i de ukendtes grav. Der er ikke er nogle synlige tegn på, at hun har haft sin gang på jorden fra d.7.1.1922 til d.5.3.2004, og at hendes navn var Anna-Greta. Det gjorde mig ked af det, lige der under vores samtale, at min mors liv på en måde føltes udraderet. Hun ønskede selv at blive bisættes i de ukendtes grav, af hensyn til mig hendes eneste barn, der bor langt væk fra fødebyen i Sverige. Jeg skulle ikke have et gravsted at passe, så langt væk. Selvom jeg syntes, det var en god løsning, mindes jeg den dag, hvor jeg skulle besøge gravstedet for første gang. Der gik jeg alene rundt med min lille buket og kunne ikke finde ud af at få den lagt. Jeg græd over, at jeg ikke kunne vide, hvor hun var, og lægge blomsterne til hende, lige der.  Fortvivlet satte jeg mig ned på en bænk. Jeg lukkede min øjne og tænkte på min mor og så fandt jeg hende. Der, inde i mit hjerte, var hun og smilede til mig, fortalte mig, at hun vidste, at jeg var der, og at blomsterne var til hende. Det betød ikke noget, hvor jeg lagde dem. 
Det er sådan, vi bærer rundt på vores nære og kære i vore hjerter, og vi kan altid fremkalde dem for vores indre blik. Her bevidner vi, at de har levet, her mindes vi dem, uanset hvor og hvordan de ligger begravet. Den tanke måtte jeg hente frem igen den dag til mødet og huske på, at hun ikke er hverken glemt eller ukendt. Hun lever i min erindring som et fint minde.

Af Carsten Clemmensen, oktober 2013